SeniorBio

 

Der vises tidlige eftermiddagsforestillinger af egnede, programsatte film.

Mange seniorer er ikke glade for at færdes ude om aftenen, derfor har vi dette tilbud. Der er en kop gratis kaffe før filmen, dørene åbnes ekstra tidligt, så der er god tid til at komme ind og finde sin plads, og vi er selvfølgelig behjælpelige med at få kørestole og rollatorer ind i salen. Der vises Senior Bio mindst en gang om måneden, og der ligger altid et program klar i biografen. Billetprisen er 10 kr. mindre end til de ordinære forestillinger.

 

”Hævnen” den 2. september 2010 kl. 13.00

© Nordisk Film A/S - Per Arnesen

Hævnen er en stort anlagt fortælling om venskab, hævn og utroskab.

Filmen trækker spor fra den brutale hverdag i en afrikansk flygtningelejr til den postkort-smukke idyl i en sovende dansk provinsby.

Anton arbejder i Læger Uden Grænser og pendler mellem en flygtningelejr i Afrika og sit hjem i Danmark, hvor han har to små sønner. Han har svigtet sin elskede kone Marianne, og de prøver nu at vænne sig til et liv uden hinanden. Sideløbende begynder Antons 10-årige søn Elias at blive venner med en ny dreng i klassen. Christian hedder han, og dette usædvanlige venskab udvikler sig snart til en foruroligende alliance, som truer med at ødelægge landsbyidyllen for altid.

Hævnen er en tidløs fortælling om hævn, retfærdighed, kærlighed og det gode i mennesket.

Instruktør Susanne Bier, med Michael Persbrandt, Trine Dyrholm, Ulrich Thomsen.

 

”Lykken er lunefuld” den 16. september 2010 kl. 13.00

© 2010 Miracle Film

I kærlighedsdramaet ”Lykken er lunefuld” bor 40-årige Susanne i det sydlige Frankrig med sin mand, der er læge, og deres to teenagebørn. Det indholdsløse overklasseliv gør hende deprimeret, og hun beslutter sig for at genoptage sit arbejde som fysioterapeut; et job hun i sin tid lagde på hylden for at hellige sig børnene.

Susannes mand er gået i gang med at bygge et venteværelse i en tilbygning til deres hus med hjælp udefra. Ivan der er ansvarlig for arbejdet, er en flot og tiltrækkende mand, som straks fanger Susannes interesse, og de indleder straks en skæbnesvanger affære.

I rollerne ses Kristin Scott Thomas (Den engelske patient) og Sergei López (Pans Labyrint).

 

 

“Wall Street: Money Never Sleeps” den 4. November 2010 kl. 13.00

© Shia LaBeouf 2010

I “Wall Street: Money Never Sleeps” vender Michael Douglas tilbage til den mesterskurkerolle, han vandt en Oscar for at spille.

Gordon Gekko kommer ud af fængslet og finder sig selv isoleret fra den verden han engang dominerede.

Han forsøger at genoptage forholdet til sin datter (Carey Mulligan) og må derfor alliere sig med hendes forlovede, JACOB (Shia LaBeouf), og forholdet mellem de to mænd udvikler sig i takt med, at Jacob mere og mere ser Gekko som en faderfigur.

Gekko er stadig fræk som en slagterhund, og - ikke mindst – en sand mester i manipulation, så Jacob må sande på den hårde måde, at fængslet hverken har gjort Gekko specielt blid eller lovlydig.

Filmen er ligesom den første film, instrueret af Oliver Stone.